Albert møder marsvinene.

Efter jeg havde haft Albert et par dage, tænkte jeg at det måske var tid til at lade ham møde marsvinene. Alt gik som forventet, da de kunne lide hinanden og hyggede sig.

 Albert, Elijah og Aeruca blev placeret i en kurv sammen og blev derefter sat løs på gulvet ude i køkkenet. Der løb de rundt og undersøgte det hele, mens de hyggede sig og pludrede.

 Her kan du se Albert, der er ved at vaske sig. Han er bare sød.

 Albert er så vild med marsvinene, at han slikker dem i ørerne. Det er lidt vammelt, men samtidigt også virkelig nuttet. Så længe marsvinene kan lide det, så kan jeg ikke se at det skulle være noget problem og det ser det i hvert fald ud til at de gør.

Aeruca er ved at få langt hår, men jeg tror ikke det er nødvendigt med en klipning endnu. Så længe det ikke generer hende, kan jeg ikke se nogen grund til at klippe det. Det kunne være lidt sjovt at se hvor langt hår hun egentlig kan få. Jeg lader det gro!

Til Stilling for at hente kanin.

Jeg har et stykke tid gået og plaget mine forældre om at få en kanin, og i dette stykke tid har de sagt nej. Jeg har brugt mine bedste argumenter, diskuteret, rost kaniner op til skyerne, fedtet lidt, hængt sedler op i hele huset hvor der stod ting som f.eks: 

"Jeg bliver overlykkelig hvis jeg må få lov til at få en kanin!", 

"det er sult med rådne gulerødder, den kanin vi skal have når at spise dem inden de går i forrådnelse", 

"kæledyr hjælper på humøretog man føler sig ikke ensom og der er ikke nogen der kan lide at være ensomme eller føle sig ensomme", 

"jeg skal nok gøre rent ved den før den overhovedet kommer til at lugte", 

"jeg skal nok passe på den kanin, som var den et tredje marsvin"

- Helena Dam Thomsen (30. April 2012).

 

(Ovenfor ser du en af de mange sedler, som jeg hængte op rundt omkring i huset).

I sidste ende endte mine forældre med at give mig lov til at få en kanin. Ja, nogle gange kan det åbenbart godt betale sig at være stædig.

Straks efter at have fået lov, havde jeg allerede fundet min udkårne. En lille pjusket sag fra Stilling.

Jeg tog derefter til Stilling for at hente Albert (som jeg havde valgt han skulle hente). Dejlig og pjusket lille sag, han skulle med mig hjem og det kom han også.

Til Viby for at hente marsvin.

Efter et hårdt tab skulle Aeruca have sig en ny legekammerat og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg ledte efter marsvin nær Skanderborg og stødte på denne artikel:

Da vidste jeg straks at det var hende, der skulle være Aerucas nye legekammerat. Så drog jeg til Viby for at hente Elijah (som jeg havde besluttet mig for at hun skulle hedde). 

Farvel Caro.

"Caro har forladt os i nat. Hvor du så end er henne nu, så håber jeg inderlidt at du ikke har smerter mere og at du har det dejligt. Du vil blive savner. Aeruca og jeg elsker dig af hele vores hjerter." - Helena Dam Thomsen (14. marts 2012).

Den 12. marts begyndte Caro at få symptomer på at hun ikke var helt rask. Hun var stresset og hendes immunforsvar var muligvis svækket, hvilket resulterede i at hun fik det dårligt. Hun havde blandt andet også besvær med sin afføring, som muligvis kunne hænge sammen med et foderskift jeg havde foretaget. Caro var virkelig træt, døsig, havde manglende appetit og hendes øjne væskede.

Den 13. marts klokken 15:20 blev hun bragt til dyrlægen, som stillede en diagnose og gav hende noget smertestillende. Til venstre kan man se et billede af Caro, hvor hun ligger i sit bur og sover. 

Dyrlægen havde også givet mig noget fiberplex, som jeg kunne tvangsfodre hende mig - for at sikre mig at hun ikke sultede på grund af hendes manglede appetit.

Det var en virkelig hård omgang for mig, at se Caro have det så skidt som hun havde det. Jeg vil kun mine dyr det allerbedste og synes ikke om når de lider nød.

Jeg passede, plejede og holdte øje med hende hele dagen lige indtil jeg måtte gå i seng. Jeg havde det virkelig dårligt med at skulle lægge mig til at sove, og havde en anelse om at hun ikke var vågen når jeg stod op dagen efter.

Ærgerligt nok havde jeg ret.

Caro 6/7/11 - 14/3/12

Nyd venligst disse dejlige billeder af den sødeste Caro:

Mus kom på besøg.

Til venstre ses Mus, som kom på besøg den 11. November 2011. Han skulle bo hos mig de næste mange måneder. Grunden til hans visit var at han skulle parre sig med Aeruca og muligvis også Caro.

Mus var min kusines marsvin, hun hedder Ditte og bor i Horsens, så det var en mindre lang rejse den lille Mus skulle ud på. Men han overlevede heldigvis.

Aeruca og Mus ser ud til kunne godt sammen. Men jeg er lidt mere i tvivl med Mus og Caro. Så jeg har valgt at flytte Caro over i et andet bur, hun er alligevel også for gammel til at få unger, så hellere undlade at hun også bliver drægtig.

Turtelduerne, som muligvis venter unger.

Desværre viste det sig at Aeruca ikke var blevet drægtig. Men jeg tror heller ikke jeg var klar til at risikere at miste endnu et marsvin, så jeg valgte at Aeruca ikke skulle gøres drægtig alligevel. Så Mus blev sendt hjem igen og senere fandt jeg ud af at han ikke var mere. (Dette skete da Caros død indtraf).

Mus vil blive savnet både af Aeruca og jeg, men nok mest af alt Ditte, Frida og Carla (min kusine og hendes to døtre).

"Det viste sig at den døde i armene på Frida, hun var selvfølgelig blevet forskrækket over at han pludselig var så stille, og havde lagt ham forsigtigt ind i buret igen inden hun hentede hjælp. Jeg sagde at det var godt for Mus, at han ikke var alene da han døde, for så var han ikke bange." - Ditte (min kusine - 2. Maj 2012).

Aeruca og Caro.

Mange måneder gik med hygge og nus til de små kære marsvinebasser. Her er nogle mindeværdige billeder, som jeg meget gerne vil dele med dig.

Her ser du et bevis på at Aeruca og Caro kunne lide hinanden. De ligger nemlig og putter sammen i en kurv jeg havde til dem på daværende tidspunkt. Både Caro og Aeruca elskede at putte sammen, især når de sad på mine kraveben og klukkede.

 Jeg var på et tidspunkt ved at lære Caro at ligge på ryggen. Det gik ret godt til at starte med, men senere hen besluttede Caro sig for at det var ikke noget hun synes om at gøre alligevel.

Efterhånden som jeg lærte marsvinene at kende ordentligt, blev de mere trygge og tamme ved mit selskab.